Uge 23 – og ikke et ord om vejret og sommer

Kan se på mange af mine indlæg – at de alle omhandler vejret – og godt nok er det et uudtømmeligt emne – men alligevel – så altså ikke noget om vejret denne gang. Det er jo iøvrigt også et emne der er stor uenighed om – for når temperaturen stiger – ja så vil vi have det lidt køligere og når det er koldt – så vil vi have det lidt varmere. Det samme gælder når det regner eller ikke regner, når det blæser – und so weiter und so weiter – hvornår er vi tilfreds? Hvornår kan vi bare glæde os over dagens vejr – uden at bruge unødig energi? Vi kan alligevel ikke ændre på det – uanset hvad vi gør og uanset vejrprofeter og videnskab. Det siger dette kendte citat også:

“Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det”, et citat som jo er så sandt så sandt – men om det er Storm P. eller det er Mark Twain der har udtalt det – ja – det er der vist også uenighed om. Det bemærkelsværdige er at Mark Twain – hvis borgelige navn er Samuel Langhorne Clemens (1835-1910) – var en berømt forfatter, foredragsholder, og ikke mindst – humorist! Så hvad med at betragte vejret med humor? Hvordan ville verden se ud hvis vi alle kunne vandre gennem regnvejret med hovedet løftet og så bare danse regndans.

Faktisk prøvede jeg det af for nogle år siden. Jeg skulle ned gennem byen – som jeg plejer – det regner og jeg skulle nå frem inden lukketid. Tager paraplyen – går i hast ud ad gaden – støder naturligvis ind i folk – de er sure – jeg er sur. Hjemme igen – og efter raseri udbrud og et anfald af trodsighed – smider jeg paraplyen i entreen – går samme rute – igen – denne gang uden paraply, men med løftet hoved – et stort smil – dryppende regnvådt både hår og tøj. Men hvad skete der? Jo – jeg modtog de mest vidunderlige smil på hele turen. Regnen reddede min dag.

Nå men dette indlæg skulle jo altså netop ikke handle om vejret – så videre til noget andet.

Ugen startede med optagelser i Havreballeskoven i Århus. Hvem kender den? Jo det er vi heldigvis mange der gør – men uden at vide det, for det er nemlig i Havreballeskoven at Tivoli Friheden ligger og så grænser den op til Marselisborg slot og Torben Gang er en formidabel fortæller. Han får virkelig det lille stykke kommunaltejet skov til at blive noget der ligner en eventyrskov. Glæder mig til at sætte saksen i optagelserne 🙂

Hørte det sidste af et indslag i nyhederne i morgenradioen – Det handlede om hvor mange skridt man får på kontoen ved at danse – programværten testede det og kom frem til ca. 400 skridt på en 3 minutters dans – og som han sagde: Det var en fed måde at nå de anbefalede daglige skridt – fordi, hvis han bare skulle gå derudad – så ville han kede sig ihjel.

Hvor er det morsomt hvor forskellige vi mennesker er – jeg elsker jo at vandre og gerne hver dag i mange timer – og jeg ville ikke kede mig et sekund – hvad er det der trigger mig og giver mig energi? og hvorfor er det kedeligt for andre? Jeg kan forstå man kan sige at det tager alt for lang tid, inden det giver resultat – og det er jo for så vidt også rigtigt – men – ved at sidde stille i sofaen, så giver det jo slet ingen skridt på sundhedskontoen overhovedet.

Godt vi alle er forskellige – jeg vandrer videre – til lyden af fuglene, duften af naturen og måske en god bog i ørerne.

Og apropros at vandre – så hoppede jeg – sammen med omkring 100 andre – på “Den store kanonkugle March” en vandretur fra Kalø Slotsruin – over Ørnbjerg Mølle, Stubbe Sø, forbi Ree Park til Fregatten Jylland 30,05 km 👣🌞👍 Et meget smukt område – skulle jeg lige hilse og sige.

Og sædvanen tro – lidt stemningsfoto fra de øvrige daglige gå-ture