Uge 15 2021 … med 2 premiere udsendelser

4 blæsende og kolde dage – i THY – i den uge vi lige om lidt har bag os – men for pokker en fantastisk oplevelse – en storslået unik natur – skønne mennesker og rigtig mange gode historier – fra fortiden og fra livet i dag i “Vandkants Danmark”. 4 dage hvor vi knoklede for at få det allerbedste i kassen – alt sammen optagelser, som skal resultere i 3 udsendelser fra og om Thy. Stemningsfotos nederst på siden.

Men i den kommende uge er der hele 2 premiere udsendelser, nemlig:

Mere grøn, klimavenlig og velsmagende mad … i de Århusianske køkkener

Aarhus Kommune har en vision om at være CO2 neutrale i 2030 – og for at nå det mål, skal der sættes ind på mange forskellige områder – bl.a. på fødevarebranchen. Her er produktionen af kød og mejeriprodukter, blandt de største CO2-syndere, hvorimod klimaaftrykket er væsentligt mindre, når vi taler plantebaserede fødevarer.
I denne udsendelse skal vi høre om et projekt, der går under temaet “Mere bæredygtig, klimavenlig og velsmagende mad i Aarhus Kommunes køkkener.” Jonatan Marcussen og Gábor Laki – fra virksomheden LOOP Food Lab – brænder begge for bæredygtighed og lokale fødevarer, og da flere og flere bosætter sig i byerne, har de tænkt, hvorfor ikke producere der hvor kunderne er og derved spare på transporten? Som tænkt så gjort – så i dag er deres bud på mindre klimabelastende fødevarer – gourmet svampe, mikrogrønt og fermenterede produkter, som f.eks en dansk soyasauce.

Onsdag den 14. april kl. 21:05 – på tv-kanalen dk4

Mariehaven … i levende live

Et Corona-år i Mariehaven – set i bakspejlet. Et tv-portræt, hvor Helge Engelbrecht fortæller om, hvordan Mariehaven – der har haft det hårdt under Corona-nedlukningen – alligevel klarede sig gennem et år, hvor alle udsolgte koncerter måtte aflyses. Han fortæller om, den store opbakning han har mødt fra hjembyen Ansager. Da byen kunne se at nedlukningen af Danmark gjorde det svært – for det populære koncertsted at overleve – ja så blev der afholdt borgermøder, hvor der blev taget initiativ til salg af Folkeaktier og der blev etableret en støttegruppe. Et hyggeligt portræt – fyldt med musik.

Lørdag den 17. april kl. 21:10 – på tv-kanalen dk4

Programoversigten i den kommende uge

Stemningsbilleder fra 4 dages optagelser i Thy: