Uge 51 … med 2 PREMIERE tv-udsendelser

Med et stemningsbillede fra en lille udflugt ved Moesgård Strand – en kold og blæsende, men hyggelig dag – ønskes alle en skøn uge. En uge, hvor vi sender 2 x PREMIERE – Den første er på:

  • torsdag den 17. december kl 19.40. Det er 2. del af portrættet om Claus Bonderup

Claus Bonderup – Arkitektens hjem og have i Hune:

Sand og sand og sand – mikset med rigelige mængder af blæst – “Det kan umuligt lade sige gøre at etablere en have her” – sagde man – men ikke desto mindre er “Haven i Hune” en realitet.
Arkitekten Claus Bonderup har sammen med hustruen – den nu afdøde maler, Anne Just – skabt et lille paradis i Hune tæt på Vesterhavet. Det gjorde de – dels af kærlighed til hinanden, dels af kærlighed til stedet og til havet – og også lidt i protest mod alt det turist gøgl der i 80’erne og 90’erne var kommet til Blokhus
Claus fortæller her i et portræt – om de tanker og det arbejde der har ligget bag Haven i Hune – om det liv han får sammen med Anne Just, den farverige maler, som han først gifter sig med da han var tæt på 50. Han fortæller om deres forskellighed – om sideløbende at bygge sin vel nok største arkitekt succes, et Arktisk museum i Lapland – og om at tegne sit private hus i den etablerede have, sådan at det ser ud som om det har ligget der altid.

Meget mere Bornholm … Gudhjem, Danmarks eneste bjergby (2:4)

  • fredag den 18. december kl. 19.30

‘Den sorte gryde’ er en 60 m lang, smal og lidt uhyggelige – kløft ved Helligdomsklipperne på Bornholm – en kløft som vi kigger ind i, på vores tur rundt i serien ‘Meget mere Bornholm’.
Vi skal også vandre en tur i Gudhjem – Danmarks eneste bjergby – og det er også her Figentræerne har særdeles gode vækstbetingelser. Vi skal op til Gråmyr, en lille skovsø og vi skal naturligvis også ind på Oluf Høst Museet – Landbrugsmuseet, Melstedgård – Melsted Stubmølle – OG – så skal vi på noget der ligner Bjergbestigning – vi skal nemlig op på toppen af den 48 m høje Bokul. Jo – her er meget mere Bornholm.

OG – HUSK det nu – PAS PÅ HINANDEN – HOLD AFSTAND 🙂