Min krop kræver det ikke” siger han da jeg spørger ham om vi skal ud at gå.

Ok – så går jeg alene.

Hiver mit gamle skitøj på – faktisk kommer jeg til at tænke på at jeg ikke har haft det på siden jeg var på toppen af Kilimanjaro – så minderne flyver lige tilbage til den ultimative vandretur – en oplevelse som jeg vil skrive om senere. Men jeg skal have skitøjet på – det er slædekoldt.

Det er næsten altid sådan at først når jeg går ud af døren beslutter jeg hvilken vej jeg vil gå. I dag bliver det til højre, og jeg kan allerede mærke at det blive vandvejen.
Det er op forbi Værket – og sjovt nok møder jeg ikke andre før jeg er nede ved Kaløvig Bådehavn. Her kommer en cyklist, en voksen herre på en herrecykel i stik modvind, jeg har nemlig – her på første del af strækningen – direkte medvind og føler næsten jeg bliver skubbet afsted, så hvis ikke det var pga den strenge kulde ville jeg tage hatten af for ham, men det er for koldt. Og han har endda så meget overskud at han hilser. Sejt.

Dybfrosne vandrestier er OK

Jeg kommer forbi det vandløb hvor jeg 2 gange har set Isfuglen, den fantastiske fugl med den isblå farve – som jeg nu ser for 2. gang, men stadig ikke haft mulighed for at fange med mit kamera. Den er hurtigere end jeg. Det bliver heller ikke i dag. Sjovt nok er jeg egentlig ikke særlig fugleinteresseret, men den her har alligevel fanget min opmærksomhed. En dag skal den foreviges i mit kamera.
Promise ?
Det der er fedt med den her kulde, er at de mudrede stier er dybfrosne så de er lette at gå på. Samtidig gør den kraftige blæst det at det løse sand på stien på stranden er blæst væk, så man går på en hård bund. Så – det er faktisk let at gå på stranden, og det gør selvfølgelig stadig noget at jeg har vinden/stormen i ryggen.
Desværre har jeg kun min mobiltelefon til at tage billeder. Og i den her frost skal den ikke være ude i det fri ret lang tid – før den fryser og bare lukker ned. Men billeder må jeg tage – her er det frosne isklumper på stranden


Sjovt – ikke mange jeg møder? For koldt? Jeg ved godt at det er pivende koldt – indrømmet men – hvis man lige husker på hvor sundt det er at komme ud i den friske klare rene luft, mon så ikke flere ville komme afsted?
Nå – men den næste jeg møder er én der står med sin hund ude ved vandkanten. Han er godt pakket ind og vinker bare. Fedt – at selv om det er blæsende-og-hamrende-koldt, vinker han alligevel.

Man hilser på og smiler til dem man møder

Og på hele min 11 km lange tur i dag, møder jeg kun én mere. Han kommer mod mig og er pakket ind så man kun lige ser øjnene. Han har jo også modvind, men ikke desto mindre løfter han armen og hilser.
Det er det der er fedt at man hilser på hinanden herude. Tænker at det er det vi har noget vi er fælles om – vi trodser den Sibirske kulde og vandrer alligevel afsted.

Inden jeg drejer væk fra stranden får jeg øje på dette syn. Det ér virkelig koldt og blæsende og alligevel kan man se “Lav sol over Århus”

Nu vender jeg næsen hjemad og nu er det mig der får vinden i fjæset. Den bider og tårer triller – men af én eller anden grund er det alligevel fedt. Det giver mig min ungpigekulør igen – kan jeg se da jeg når hjem efter 11 km med en gennemsnitshastighed på 6,3 km/t

Glad for at jeg trodsede kulden og kom afsted.

Kategorier: Adventure

lissiemarie

I'm journalist, program-planner, fcp editor, photographer, painter, sculpturer, designer and last but not least, adventurer :)

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.